Jern er så gammelt

som vores klode og

så ungt som det smil,

du får, når du er

rigtigt i kontakt.

Det er blødt og hårdt,

tungt og let,

trist og funklende.

Nøgternt og fabulerende,

håndgribeligt og flygtigt.

Man ved aldrig med jern.

Men der er dem,

der undlader at vide,

blot håber ydmygt

at være tilstede,

i det magiske øjeblik,

forløse formen,

fortælle fortællingen.

Jeg er sådan en.

Det bliver til skulpturer.